Vores instrumenter

VORES INSTRUMENTER

TværfløjteKlarinet –  Saxofon Trompet FlygelhornTrækbasun/TromboneAlthornWaldhorn – Euphonium / BarytonTubaLyreSlagtøj.

Harmoniorkester

Musikkorps Sæby henhører under kategorien harmoniorkestre. Et harmoniorkester består af messingblæsere og træblæsere samt slagtøjsinstrumenter. I et velbesat harmoniorkester er der typisk 40 – 50 musikere, men der kan også være tale om  færre. Repertoiret spænder fra originale harmoniorkesterværker til marcher, klassisk musik, musical- og filmmusik, jazzpotpourrier og anden populær-musik.

I Musikkorps Sæby består træblæsergruppen af tværfløjte, klarinet og saxofon, mens messingblæsergruppen udgøres af trompet, flygelhorn, trækbasun/trombone, althorn, euphonium/baryton, og tuba. Hertil kommer lyren samt diverse slagtøjsinstrumenter. I det efterfølgende vil du finde en kort beskrivelse af de enkelte instrumenter i orkesteret.

Klik ovenover på de enkelte instrumenttyper for en kort beskrivelse.

 

Tværfløjte

Tværfløjten er et europæisk blæseinstrument, som regnes til træblæserne, da den oprindelig blev bygget af træ. De første instrumenter var meget simple med relativt få huller, skåret ud af dyreben eller træ. Senere forekommer finere udgaver, udskåret i elfenben. Navnet tværfløjte kommer af ”traversfløjte”, som angiver, at den holdes vandret i modsætning til langfløjten (eks. blokfløjten). Tværfløjten har tidligere, i barokken, haft stor konkurrence af blokfløjten, som på det tidspunkt var meget anvendt. I løbet af det 17. århundrede gennemgik tværfløjten mange forbedringer, som efterhånden bragte den foran blokfløjten. I dag fremstilles tværfløjten af sølv eller, i meget eksklusive udgaver, af guld eller platin. Der findes forskellige udgaver. Udover den almindelige tværfløjte findes der den ganske lille piccolofløjte samt altfløjten og basfløjten. I musikkorpset benyttes tværfløjten og piccolofløjten, stemt i C. Musikken er udskrevet for to stemmer, første og anden fløjte.

 

 

 

 


Klarinet

Et andet medlem af træblæserfamilien er klarinetten. Klarinetten er en videreudvikling af det lille instrument skalmejen. Man ved ikke meget om skalmejen, ud over, at den sandsynligvis udspringer af blokfløjten. Ordet ”klarinet” betyder i sin oprindelige form ”lille trompet”, idet de tidligste eksemplarer havde en lyd, der mindede om trompeten. Tidlige klarinetter dækkede klapperne med filt. Dette materiale slap lidt luft ud hele tiden, så antallet af klapper (i starten kun fem) skulle derfor holdes lavt for at holde tonerne rene. I 1800-tallet udvikledes en klap, der var dækket af læder. Læderklapperne var lufttætte, og man kunne derfor tilføre klarinetten langt flere klapper. Atter senere flyttede man rundt på klapperne på en måde, som gav et væsentlig simplere fingersystem. Klarinetten er i dag fremstillet af udvalgte træsorter, men kan også være lavet af plast eller syntetisk harpiks. Ud over den alm. klarinet findes der piccolo- og basklarinetter. I musikkorpset benyttes den alm. klarinet, stemt i B. Musikken udskrives for tre stemmer, første, anden og tredje klarinet.

 

 

Saxofon

Saxofonen tilhører træblæsergruppen, selv om den er fremstillet i metal. Den er et relativt nyt instrument, idet den først blev opfundet i 1840’erne af en belgisk instrumentmager, Adolphe Sax. Saxofonen er en udvikling af klarinetten, og sopran-saxofonen ligner da også klarinetten med sin lige form. De øvrige instrumenter i familien har en opadvendt tragt, og mundstykket sidder for enden af et svunget rør. Der findes i alt otte saxofonstørrelser.

De mest almindelige er sopran i B, alt i Es, tenor i B og barytonsaxofonen i Es. Saxofonen blev oprindeligt bygget til militærmusik. Den vandt hurtigt kunstmusikkens interesse, men har haft svært ved at gøre sig gældende inden for symfoniorkesteret. Saxofonen bruges i dag i de fleste genrer. Mest kendt er den for sin rolle inden for jazzmusikken, oftest som solo- og improviserende instrument, men den bliver også brugt i klassisk musik og regnes for et vigtigt instrument inden for den nyere kompositionsmusik. I musikkorpset benyttes tenorsaxofonen, stemt i Bb, og altsaxofonen, stemt Eb. . Musikken udskrives for tre stemmer, tenorsax samt første og anden altsax.

 

 

 

Trompet

Trompeten er det højest klingende messingblæseinstrument, kendt tilbage i antikken og i middelalderens spillemands- og militærmusik. De ældste trompeter, eks. det middelalderlige signalinstrument busina, bestod af et langt, cylindrisk udboret rør, som kunne måle over to meter i længden. I der 14. århundrede begyndte man at bøje røret i S-form, og i det 15. århundrede i cirkelformede eller ovale snoninger. I slutningen af det 18. århundrede opfandt man klaptrompeten med tonehuller og klapper, en opfindelse, som gav instrumentet helt nye muligheder, og omkring 1820 kom så ventiltrompeten, som snart udkonkurrerede de klassiske trompetformer. Med denne opfindelse kunne komponisterne udnytte alle oktavens toner og uhindret skifte mellem tonearterne.

Med sin lyse, gennemtrængende klang er trompeten velegnet til melodispil i både svage og stærke nuancer. Der findes mange udgaver af trompeten, f.eks.: Piccolotrompeten (et instrument, der bruges i det høje toneleje), kornetten ( et instrument, som er en mellemting mellem en trompet og et horn, nært beslægtet med flygelhornet), aidatrompeten (et instrument med blot én ventil, som bruges bl.a. i Verdis operaer) og en bastrompet (et instrument, som bruges i det dybe toneleje, typisk en oktav lavere). Der bygges trompeter i mange forskellige stemninger. I musikkorpset benyttes den almindelige trompet, stemt i Bb. Musikken udskrives for tre stemmer, første, anden og tredje trompet.

 

 

 

 

 

Flygelhorn

Flygelhornet er et messingblæseinstrument, der i sin ydre form minder om trompeten. Det er normalvis en anelse større end en alm. trompet og opnår, via sin konstruktion en blødere, hornagtig klang. Flygelhornet kommer fra den østrigske militærmusik og har en forgænger i klaphornet, som var et messingblæserinstrument med tonehuller og klapper. Dette instrument havde sin storhedstid mellem 1760 og 1850. hvorefter blev det fortrængt af de moderne ventilhorn. Flygelhornet findes i flere størrelser og udformninger. Mest almindeligt er flygelhorn i B, der spilles i samme toneleje som kornet og trompet. Desuden findes et flygelhorn i Es, der klinger en kvart tone højere. Flygelhornet er et populært instrument inden for jazzmusikken som et alternativ til den hårdere trompet. I musikkorpset benyttes flygelhornet, stemt i Bb. Musikken udskrives for tre stemmer, første, anden og tredje flygelhorn.

 

 

 

Trækbasun / Trombone

Basunen er et dybt klingende messingblæseinstrument. Den mest almindelige basuntype er trækbasunen, som i engelsk- og fransktalende lande går under benævnelsen trombone. Det danske navn kommer af, at musikeren med sin ene hånd forskyder to rørsystemer. Herved ændres den rørlængde, som luften skal passere, og dermed tonehøjden. Basunen blev opfundet i slutningen af det 14. århundrede og blev anvendt til kirke- og hofmusik.

I løbet af det 18. århundrede vandt den indpas i operaen, og på samme tidspunkt vandt den indpas i symfoniorkesteret. I nyere tid er basunen blevet meget benyttet i jazzsammenhænge. Den almindelige trækbasun er en tenorbasun i Bb. Der findes desuden altbasuner, basbasuner og kontrabasbasuner, ligesom der findes ventilbasuner i den samme langstrakte, karakteristiske udformning. . I musikkorpset benyttes den almindelige trækbasun samt basbasunen. Musikken udskrives for tre stemmer, første og anden trombone samt basbasun.

 

 

Althorn

Althornet er det instrument i messingblæserfamilien, som udfylder området mellem de høje kornetter, trompeter og flygelhorn og de dybe barytonbasuner, eufonier, tromboner og tubaer. Siden 1830’erne har der været behov for at udvide hornenes sammenspilmuligheder, og instrumentbyggeren Adolph Sax har haft afgørende indflydelse på såvel althornets sam andre blæseinstrumenters historie. Derfor hedder i f.eks. Frankrig flere typer af althorn den dag i dag saxhorn. Althornet findes i mange forskellige udformninger, men fælles for dem er, at de alle er ventilhorn. Althornet er som oftest stemt i Es eller F. I musikkorpset benyttes althorn i Es. Musikken udskrives for fire stemmer, første, anden, tredje og fjerde horn.

 

 

 

 

 

 

Valdhorn

I snævrere betydning er horn eller valdhorn et orkesterinstrument af messing. Mindre horn af dette eller et andet metal blev i 1600-t. anvendt til signalgivning, især ved jagt, og længere instrumenter med et større toneomfang blev gradvis indført i kunstmusikken. I midten af 1700-t. opdagede den tjekkiske hornist Anton Joseph Hampel (ca. 1710-71), at man ved at placere hånden forskellige steder i klangstykket kunne “bøje” naturtonerne og derved frembringe alle toner (dog med en ret uens karakter); samtidig skiftede klangen fra lys til mørk. Et horn forsynet med udskiftelige forlængerbøjler, det såkaldte inventionshorn, opfundet ligeledes af A.J. Hampel i 1750’erne, kunne spille i forskellige stemninger (tonearter). I løbet af 1800-t. blev instrumentet udstyret med ventiler, og F-stemningen blev den mest almindelige; dog anvendte man også horn i B, der var mere sikre til de høje toner. Senere er man i vid udstrækning gået over til at anvende dobbelthorn, der med en ventil kan skifte mellem F- og B-stemning; der er også bygget tripelhorn, der kan veksle mellem F-, B- og høj F-stemning. Den såkaldte wagnertuba er et mørktklingende horn i oval tubafacon med stor boring (rørdiameter) og opadvendt klangstykke; den blev foreskrevet af Richard Wagner til bl.a. Nibelungens ring

 

 

 

Euphonium / Baryton

Euphoniet et det instrument i messingblæsergruppen, der af udseende kommer tættest på tubaen, og den kaldes da også fra tid til anden for tenortuba. Navnet euphonium kommer af det græske ord ”eufonion”, som betyder velklang, og instrumentet har da også en varm og fyldig klang, som er meget ulig trombonen, selv om de to instrumenter spiller i samme register. Der hersker en del forvirring omkring instrumenterne euphonium og baryton, sidstnævnte opfundet i 1840’erne, I de tyske marchorkestre har man brugt benævnelsen barytonhorn om instrumentet, som i denne musiktradition har haft en fri rolle med bl.a. mange soloer.

I de engelske brassbands har man brugt benævnelsen euphonium om instrumentet, som i denne musiktradition har ligget tæt op ad tubagruppen. For at gøre forvirringen total findes der også et tenorhorn. De tre instrumenter er indbyrdes placeres således, at barytonhornet befinder sig mellem tenorhornet og euphoniet. Instrumenterne er stemt i B og i sjældne tilfælde i C. I musikkorpset benyttes euphonium og baryton. Musikken udskrives for tre stemmer, euphonium, første baryton/tenorhorn og anden baryton/tenorhorn.

 

 

Tuba

Tubaen er det største og dybest klingende instrument af messingblæserne. Den er således messingblæserfamiliens basinstrument. Den er også ét af de instrumenter, som sidst blev taget ind i symfoniorkesteret, da den i slutningen af 1800-tallet erstattede ofphikleiden (bas-klaphornet). Det er efterhånden blevet almindeligt at bruge tubaen som soloinstrument. Den er i dag almindeligt forekommende i militær-korps og i brassbands. De almindeligst forekommende tubaer i dag er stemt i F, Eb, C eller Bb. F- og Eb-tubaen kaldes ofte for bastuba, mens C- og Bb-tubaen kaldes kontrabastuba. Man kan også støde på betegnelsen tenortuba, som dækker over eufoniet. Endelig findes der en speciel tuba til marchbrug. Denne går under navnene helikon eller sousafon. I musikkorpset benyttes den almindelige tuba, stemt i B. Musikken udskrives for to stemmer, første og anden tuba.

 

Lyre

Lyren er et stålklokkespil med stave af metal. Navnet henviser til udformningen, der er en efterligning af det antikke, græske strengeinstrument af samme navn. Dette er udformet som et dyrehoved med svungne horn. Ud over udformningen er vores lyre ikke beslægtet med pågældende strengeinstrument. Familieskabet skal derimod findes hos xylofonen og
beslægtede slagtøjsinstrumenter.

Den vestlige verdens moderne orkesterxylofoner var et populært folkeinstrument i Alpelandet, inden den i det 19. århundrede blev hentet ind i symfoniorkesteret. Orkesterxylofonen har stave af rosentræ eller metal, ordnet som klaverets tangenter. Disse anslås med køller af forskellig størrelse og udformning. Lyren anvendes i dag hovedsageligt i militærmusikken og i tilsvarende orkestre. Ved koncerter o.l. arrangementer anbringes lyren på et stativ og betjenes vandretliggende. Ved marcharrangementer og andre udendørs arrangementer bæres lyren i en sele og betjenes da lodretstillet. I musikkorpset benyttes lyren, stemt i C.

 

 

 

 

 

 

Slagtøj

Slagtøj omfatter i princippet instrumenter, der aktiveres med slag, men dækker også lydgivere, der skal skrabes, rasles, knipses osv. Slagtøjsinstrumenter har været kendt så at sige til alle tider. Da man i middelalderen begyndte at nedskrive verdslig musik, undlod man at nedskrive slagtøjsstemmer, idet indsatsen her i høj grad beroede på praksis. Først da trommer, pauker og andre slagtøjsinstrumenter i det 17. århundrede kom ind i orkestrene via opera, begyndte man at nedskrive slagtøjsstemmer.

Siden 1920’erne har trommesættet og andet slagtøj været en væsentlig del af det meste populærmusik. Betegnelsen slagtøj dækker trommesættet (lilletromme, stortromme, hihat, bækkener, tamtam m.m.), men også lilletromme, stortromme og bækken hver for sig. Hertil kommer pauker, div. xylofoner, cymbals, triangel, rumlepotte, koklokke, tamburin, woodblock, kastagnetter, claves m.m. – under ét ofte benævnt percussion. Derfor består slagtøjsgruppen også ofte af 4–5 musikere, som på skift betjener de forskellige slagtøjsinstrumenter. I musikkorpset benyttes trommesæt, lilletromme, stortromme, bækken samt div. percussion.